Om kommunevåpenet

Moskenes sitt kommunevåpen er en sølvspiral på blå bunn og symboliserer Moskstraumen.
Kommunevåpenet er godkjent ved kgl res i statsråd den 12.09.1986.
 

Fra historien:
Moskstraumen er verdens sterkeste havstrøm. I 1539 lagde den svenske biskopen Olaus Magnus et kart der Moskstraumen er tegna inn som et enormt havsvelg. Og da Kong Kristian den 4 med sitt følge reiste nordover til Finnmark og Russland i 1599 måtte de legge ruta langt til havs for ikke å bli slukt av den sterke havstrømmen.
Også i verdenslitteraturen er den fryktede havstrømmen i Vestfjorden udødeliggjort, ikke minst av forfatterne Hermann Melville, Edgar Allen Poe og Jules Verne, som ender sin verdensomseiling under havet nettopp i Moskstraumen.

Eldre tegning fra Lofoten - Klikk for stort bildeEldre tegning fra Lofoten



 

Presten Peder Claussøn Friis (1545-1614) forteller i sin «Norriges oc Omliggende Øers sandfærdige Bescriffuelse», som utkom 18 år etter hans død, om «Loffoden» :
- Det er og meget store og høye fjell på samme øyer, og der til med så mange bjørne, at ei ere så mange i noget læn i Norrig. Og disse bjørne gjør stor skade, ikke alene på kvæg, men også på fisk og tran; ti han river fisk fra deres fiskehjelle, «naar ikke er folk hos», og eter og sliter den.
- Han forteller om en bjørn som en gang ville svømme over Moskstrømmen til Mosken, til de mange får han der så at gå, men da bamsen kom ut i strømmen, ble den nok for stri for ham, og han ble, idet han vrælte og skrålte i sin nød, trukket under og forsvant i hvirvlene. Dette stod folk oppe på land og så og hørte på.
På Lofoten et sted, forteller Friis, losset en mann en tønne mjød av sitt skip, og denne tønne lot han ligge natten over nede ved stranden. En bjørn kom til, slo spunset opp og drakk seg drukken av mjøden, «thi han hafuer synderlig lyst til mjød». Godt beruset la bjørnen seg til å sove rusen ut i nærheten av tønna, og der fant mannen ham da han om morgenen kom til stranden, og drepte den frekke mjødtyv.

En annen forfatter fra eldre tid, Jens Lauritzen Wolff, forteller i sin «Korte og sandfærdige Beskrivelse» bl.a. om Moskenesstrømmen og dens voldsomhet, at den kan sammenliknes med et havsvelg. 
- En part have den mening, sier han, at der er et havsvelg, så at vannet gjennom noen huller løper ned gjennom jorden til visse tider, og siden gjennom et annet hull opp av jorden igjen. Andre mener at der må visselig være under jorden udi de store huler en «ævig svofvelild», likesom der er udi Island, hvilken ild der med hastighet neddrager vannet til seg, og «føder og vederqvæger sig dermed, og siden oppspytter samme vann fra seg igjen «med lige saadan fart og hastighed».

Fogden Erik Hansen Schønnebøl skrev i 1591 «Een saare kortt och sandru beskriuelse om Loffotten, Vesteraallen, Annenes, Røst och Verrøen, huorledes landene sker sig, huad handel der haffuer werrit brugit wdj (uti) gammle dage met fiskeri, kiøbmandz skaff, hakerling sete och andit saadant, och huad handell der no brugis, thill samen skreffuet 1591».
Om Moskenstrømmen forteller Schønnebøl, at den er ikke annet enn himmel, vann og stein, men ved strømmen ligger en arm liten gård som heter Hille (Helle), som er såre berømt for denne strøms skyld. Strømmen gir et slikt bulder fra seg at landet og jorden skjelver derav og husene ryster, og en jernring som sitter uti stuedøren, gjort til å dra døren opp, den ryster hit og dit av strømmens brusen. «Mange mennesker ere udi den mening, at der skal være et havsvelg udi denne strøm eller ogsaa straxen uden fore.
Jeg haver hørt af mange menisker som sandingen at være sagt, at det hender sig tiidt och ofte, at der kommer en qvall i denne samme strøm, og dersom strømmen er hannem imod og qvallen vil igjennem strømmen, og kand ikke komme, da springer han høyt op i veiret, og mener at han skall komme igjennem, men han kan ikke, men maae slet tilbake igjen.
Dette spil voger han tiidt och ofte, men naar hand fornemmer, at han ikke kand komme frem for denne striide strøm, da giver hand et stort skraal af sig, som det var en stor oxe, og siden bliver han borte, saa at mand seer ikke mere til ham. Det skeer vel tiidt och ofte at man finder her døde qvale, ja mesten hvert aar findes en eller toe døde qvale udi en liden vig, som kaldes Nestlands kielle, og mange menisker ere udi den mening, at disse qvale skulde sprenge sig udi denne stride, gromme og forferdelige strøm».
- Alt som kommer ut i denne strøm må gå til grunne, og alle folk er meget redde og forskrekkede for denne strøm, som man bare ved Guds hjelp og dyktige karle som ror etter méd, kan greie ved den dertil høvelige tid. Men feiler de, da blir det en «vaad badstuue, saa de allesammen maae sette livet til uden Gud vil besynderlig hielpe dennem».
- «Naar strømmen er aller svarist, da kand mand see himmelen og solen igjennem bølgene og baarerne, fordi de gaae saa høye, som andre høye bierge», slutter Schønnebøl sin dramatiske beskrivelse av denne redselsfulle strøm.

Også salig Herr Petter Dass (1647-1707) har skrevet om Moskstraumen, her fra et vers i Nordlands Trompet:

Fra Mosken til Værøe bereignes en Miil,
Der flyde de Strømme saa snart som en Piil,
      Omtumler sig frem og tilbage;
Man kand dem vel ligne ved raskeste Raa,
At mange Beskuer har undret derpaa,
      Hvor Vandet slig Magt kunne tage:
Naar Maanen fremtrinner med Fuld eller Nye
Da høres omkring en forfærdelig Gnye
      At Haaret paa Hoved maae ryste,
Og ofte saa skrækkelig tager af Sted,
At Landet og Husene skielve derved,
      Som Skyen ved Torden skull' bryste;
Og skeer det, at Vinden er Strømmen imod,
Da reyses de Bølger i dybeste Flod
      Saa høye, som Klippernes Toppe: